Julemandens røde halskæde

En dejlig efterårseftermiddag gik julemanden og hans kone en tur udendørs. Fru Julemand elskede at slentre gennem de farverige marker og skove på denne tid af året. Den friske efterårsluft antydede, at vinteren nærmede sig, som en hemmelighed, der hviskes i vinden. Mens de gik, mindedes parret julen.

"Kan du huske det år, hvor nisserne fra Holhoojas besluttede sig for at opfinde en ny julesang, der rimede?" spurgte julemanden.

"Åh ja, det kan jeg godt huske," svarede fru Julemand. "De stakkels nisser kunne aldrig huske ordene -"

"og alle sang et andet rim!" Julemanden grinede. Nissemor grinede med og rakte så ud for at røre ved sin halskæde, som hun så ofte gjorde, når hun genkaldte sig gode minder.

"Åh, nej!" udbrød hun.

"Hvad er der galt?" spurgte julemanden.

"Jeg har mistet min halskæde. Den smukke halskæde med røde perler, som du gav mig."

"Er du sikker på, at du havde den på?"

"Ja." Julemandens stemme rystede. "Jeg tog den på, da jeg tog tøj på i morges." Julemanden lagde sin hånd på hendes skulder for at trøste hende.

"Du skal ikke bekymre dig. Vi skal nok finde den. Vi skal bare gå tilbage."

Han tog sin kones hånd, og sammen vendte de om. De gik langsomt, mens deres øjne scannede jorden for at opdage et glimt af rødt i det grå og grønne landskab.

Men der var ingen tegn på halskæden. Da de bevægede sig gennem en mark med højt ukrudt, der var lige så højt som nissen Lanky, begyndte fru Julemand at miste modet.

"Græsset er højt her. Vi vil aldrig kunne finde min halskæde."

"Selvfølgelig gør vi det. Vi har bare brug for lidt held. Hav lidt tiltro," beroligede julemanden hende.

De fortsatte med at gå, og hvert skridt blev tungere end det forrige. Efter et øjeblik blev julemandens opmærksomhed henledt på noget rødt, der var gemt i løvet.

"Åh, se!"

Han bøjede sig for at samle genstanden op, men den fløj væk med et vingeslag. Det var ikke halskæden (selvom det ville have været noget helt særligt). Det var en smuk rød fugl, der lå i græsset med fjer så lyse som Sanomas kinder på Valentinsdag. Begejstret fløj fuglen rundt om julemandens hoved og baskede vildt med vingerne.

"Ho, ho, ho! Det er jeg ked af, lille fugl! Jeg troede, du var en halskæde."

"Åh, det er dig, julemand! Du skræmte mig," sagde den røde fugl. Julemanden strakte armen ud, og fuglen kom til at hvile blidt på hans hånd.

"Halskæde, hva'? Det er et sjovt navn, men det er i hvert fald ikke mit." sagde fuglen. "Jeg hedder Kiki. Hvorfor ser fru Julemand så trist ud?"

"Mens vi gik, mistede jeg den halskæde, julemanden gav mig. Det er en souvenir fra en vidunderlig tur, vi tog på sammen. Den betød meget for mig."

"Sikke en skam," sagde Kiki. "Hvordan så denne særlige halskæde ud?"

"Den var lavet af perler i samme farve som dine smukke fjer, min kære fugl."

"Må jeg hjælpe dig med at lede efter den?" spurgte Kiki.

"Hvor venligt af dig!" svarede julemanden og julemandens kone på samme tid.

Trioen gik ud for at lede efter halskæden. Parret spredte græsset fra hinanden ved deres fødder for at undersøge jorden. Over deres hoveder fløj fuglen hen over marken i store cirkler for at prøve at finde smykket.

De kiggede og kiggede og kiggede lidt mere...

"Jeg tror, det er bedre bare at give op," sagde fru Julemand. "Dagen er næsten omme, og det begynder at blive for mørkt til at se noget."

"Du ser så trist ud," sagde Kiki. "Jeg ville virkelig gerne have fundet denne halskæde til dig."

"Det er trods alt kun en halskæde," sagde fru Julemand. "Jeg vil ikke gøre et stort nummer ud af det."

Julemanden ville ikke have, at fru Julemand skulle give op, så han foreslog, at de genoptog deres søgen næste dag sammen med et par nisser. Parret sagde farvel til Kiki og tog hjem.

Efter et solidt måltid og lidt varm kakao gik fru Julemand og julemanden i seng. Julemanden havde en mærkelig drøm om en flok fugle med røde halskæder, der dansede rundt om en sky formet som en skorsten.

Banke på. Banke på. Banke på.

Julemanden vågnede med et sæt. "Hvad er det for en lyd?"

Bank. Banke på. Banke på.

"Det lyder, som om det kommer fra vinduet," sagde julemanden gennem et højt gab (som lød meget som "ho ho ho"). Han kneb øjnene sammen, da morgensolen strømmede ind gennem sprækken i gardinet.

Julemandens kone rejste sig og trak gardinet tilbage. Hun undrede sig over synet. "Ooooh!"

Kiki, den lille røde fugl, stod ved vinduet og bankede sit næb mod glasset. Bag ham så fru Julemand røde fjer overalt. Julemanden kom op ved siden af hende.

"Hvor er det dejligt!"

Jorden, træerne og alle tagene på landsbyens huse var dækket af små røde fugle. Effekten var storslået!

Julemanden åbnede vinduet, og Kiki talte:

"Hej! Jeg er ked af at vække dig, men mine venner og jeg har nogle gode nyheder..."

To røde fugle landede i vindueskarmen. De holdt hver sin ende af den røde halskæde i deres næb.

Fru Julemand strålede. "Hvor vidunderligt! Hvordan i alverden fandt du den?"

"Jeg var knust over at se dig så trist," sagde den lille fugl. "Så jeg samlede alle mine venner. Vi fløj over hele området, og efter at have ledt i meget, meget, meget, meget lang tid, fandt vi endelig halskæden. Den sad fast i en fyrretræsgren."

"Jeg må være kommet for tæt på et træ, da jeg prøvede at undgå en vandpyt," sagde fru Julemand, da fuglene lagde halskæden i hendes håndflade. "Jeg er så taknemmelig for jer, mine små venner!"

Alle fuglene begyndte at kvidre lykkeligt.

"Hvordan kan vi nogensinde takke dig?" spurgte julemanden.

"Efter alt det, du gør for millioner af børn over hele verden, er det her det mindste, vi kan gøre for dig!"

Med de ord fløj fuglen væk efterfulgt af alle sine venner. Et øjeblik var himlen over dem dækket af en rød sky, og så begyndte det blå at titte frem igen i horisonten.

"Vi burde virkelig finde en måde at takke dem på," sagde julemanden, mens han lagde halskæden forsigtigt om hendes hals og lukkede den.

"Jeg har en idé ..." sagde fru Julemand med et glimt i øjet.

Næste dag, da de røde fugle fløj over landsbyen på udkig efter brødkrummer, ventede der dem en overraskelse: På jorden på landsbyens torv var ordene "TAK" stavet med store bogstaver lavet af tusinder og atter tusinder af røde frø. Fuglene slugte denne lækre snack og kvidrede uendeligt af glæde.