Det lille rensdyr
At få lov til at trække julemandens kane er en stor ære for et rensdyr. Hvert år afholder nisserne i Holhooja en række arrangementer for at udvælge de heldige rensdyr, der skal være en del af julemandens team. Dyrene skal være hurtige, og de må ikke være bange for hårdt arbejde. Nogle er så talentfulde, at de ender med at blive udvalgt mange år i træk.
Det var tilfældet med Laust, et ungt rensdyr, som for tredje gang var blevet udvalgt til at være en del af julemandens hold juleaften. Selvom Laust var mindre end mange andre rensdyr, havde han et særligt talent: hans følsomme næse var i stand til at opfatte vejrforandringer og forudsige storme. Denne evne gjorde det muligt for julemanden at justere kursen på sin flyvning rundt om jorden uden nogensinde at komme bagud med sin gavelevering. Laust var stolt af sit originale talent, og han tog sit ansvar meget alvorligt!
Om morgenen den 24. december fik Laust sig en slem overraskelse: Han vågnede op med en slem forkølelse. Han kunne ikke holde op med at nyse, og hans øjne blev ved med at løbe i vand. Stakkels lille Laust var i stor nød. Hvordan kunne han overhovedet forudsige vejret med sådan en tilstoppet næse?
Da han ikke ville miste sin plads på julemandens slædehold, gik Laust hen til Malta, et rensdyr, der boede i hans lade, og spurgte hende til råds. Malta havde kælenavnet "ballerinaen", fordi hendes sko var så fine, at det altid så ud, som om hun lavede pointes. Hun så måske skrøbelig ud, men hun var stærk og sund.
"Stakkels Laust," sagde hun til det lille rensdyr, der var forkølet. "Jeg er aldrig syg, så jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal råde dig til. Måske kunne du finde en måde at svede så meget som muligt for at skylle virussen ud af din krop?"
Laust besluttede sig for at prøve Maltas forslag. Han dækkede sin ryg med tre tykke tæpper og gik så tæt på pejsen, som han kunne, hvor der brændte en intens ild. Snart begyndte det lille rensdyr at blive meget varmt, og store sveddråber gjorde hans pels våd. Laust havde det ikke bedre, og han begyndte at nyse igen. Maltas forslag virkede ikke.
Bekymret besluttede Laust sig for at tale med sin ven Kaino, et ungt rensdyr, som også var blevet udvalgt til at trække julemandens kane.
"Jeg er så skuffet over, at du er forkølet," sagde Kaino. "Jeg havde virkelig glædet mig til at flyve jorden rundt med dig."
"Du må hjælpe mig med at finde en løsning," sagde Laust. "Jeg vil virkelig gerne hjælpe julemanden med at levere gaverne i aften."
"Hvad hvis du prøvede at skylle din snude med saltvand?" foreslog Kaino. "Måske kan det rense dine næsebor."
Laust prøvede, hvad hans ven havde foreslået. Han varmede vand og salt op i en tekande med en lang tud. Han stak tuden ind i det ene næsebor, hældte lidt vand i og stak den så ind i det andet næsebor og hældte mere i. Ak, ak, ak! Den stakkels lille Laust begyndte at nyse endnu kraftigere. Kainos forslag virkede ikke.
Desperat tog Laust hen for at møde den berømte Poro. Han var en meget klog gammel elver fra Holhooja-klanen, de elvere, der havde ansvaret for rensdyrenes velbefindende. Poro havde været pensioneret i mange år, og han tilbragte sine dage med at sidde i sin hængekøje og tænke.
"Kære mester Poro, jeg er virkelig ked af at forstyrre dig, men jeg har et alvorligt problem."
"Hvilket problem kan du have, som bekymrer dig så meget, unge rensdyr?" spurgte Poro.
"Jeg er blevet udvalgt til slædeholdet tre år i træk, fordi min følsomme næse gør det muligt for mig at forudsige temperaturændringer. Men jeg har fået en grim forkølelse, og nu kan jeg ikke lugte noget som helst!"
"Men gaveudleveringen finder sted i aften," sagde nissen Poro.
"Det ved jeg," svarede Laust. "Derfor er jeg nødt til at få det bedre med det samme."
"Nogle ting kan man ikke skynde sig med," sagde Poro. "Hvile og tid er den rette kur mod en forkølelse."
"Findes der ikke en slags mirakelkur?" spurgte Laust med tårer i øjnene.
Hans desperation rørte den gamle elvers hjerte. Poro trådte ud af sin hængekøje og lagde sin hånd på dyrets hoved.
"Du har ikke feber, det er allerede noget! Jeg tror, jeg har en løsning til dig ... Bed en Holhooja-alf om at forberede en tredobbelt ration af magisk lav til dig. Hvis du formår at spise det hele og drikke masser af vand, får du det måske hurtigere bedre."
Med hjertet fuld af håb gik Laust hen til en af Holhooja-elverne, som tilberedte rensdyrenes måltider. Det lykkedes ham at overtale elveren til at give ham en tredobbelt ration af magisk lav, den særlige drik, som gør det muligt for rensdyr at flyve.Derefter drak han indholdet af fire spande vand. Først følte Laust sig lidt svimmel, men magien begyndte hurtigt at virke. Laust kunne endelig trække vejret gennem næsen! Han var begejstret!
Det lille rensdyr ankom lige i rette tid til laden, hvor julemanden var ved at gøre sin kane klar til natten.
"Endelig er du her!" sagde julemanden. "Jeg var ved at blive bekymret."
"Åh! Åååh! Åh nej!
Åh nej! Laust følte sig måske nok fuld af energi, men den store mængde magisk lav, han havde spist, havde en bivirkning: han kunne ikke holde op med at nyse!
"Er alt i orden, Laust?" spurgte julemanden ængsteligt.
"Achoo! Jeg har det fint, julemand. Jeg nyser bare lidt. Achoo!"
"Er du i god nok form til at komme med mig i aften?" spurgte julemanden.
"Helt sikkert!" Laust svarede begejstret: "Det kan godt være, atjeg nyser, men min næse virker stadig."
"Så kom med os," sagde julemanden. "Det er tid til at tage af sted til den store gavelevering!"
På trods af sin nysen lykkedes det Laust at forudsige vejrforandringer, og julemanden kunne levere gaverne til tiden til alle de børn, der stod på hans gode liste. Den dag i dag er det lille rensdyr med den følsomme næse fortsat en del af julemandens årlige besætning. Nogle mennesker, der kan lide at observere himlen juleaften, siger, at hvis man virkelig er opmærksom, kan man nogle gange høre fjerne nys fra den store stjernehimmel.